Cotopaxi nationalparken

Vågner før telefonvækningen - De uindbudte gæster i natten, hverken så eller hørte jeg noget til - godt det samme, men jeg har nu sovet ganske udmærket. Ligger her i min seng og tænker på at Juan Carlos havde helt ret, da han sagde at Ecuador-delen ville blive meget bedre på denne tur. Men i morgen gælder det Galapagos – og det vil være en stor fornægtelse, hvis jeg sagde at jeg ikke glæder mig – RIGTIG MEGET.

Morgenmad – frisk juice, eksotiske frugter og scrambled eggs – søde tjenere, som gør det bedste for at vi kan føle os virkelig godt tilpas – og det gør vi.

En kort bustur før vi er i Nationalparken Cotopaxi, som også er navnet på verdens højeste aktive vulkan – 5.897 m.Cotopaxi var sidst i udbrud i 1940, hvor den udslettede en by med 20.000 indbyggere. Der er en frygt for, at den vil gå i udbrud igen og grundet den megen is og varme er der allerede lavet dybe kløfter, som peger direkte mod Quito og så drejer det sig altså denne gang om 2 millioner mennesker.

Cotopaxi National Park.

Få dage om året kan man være heldige at se Cotopaxi i sin fulde pragt, men oftest er vulkanen omgivet af skyer og tåge. Fra min sidste tur hertil, kan jeg fremvise et foto, hvor vi kan se ca. ¼ del af vulkanen – men den er der da.

Vi parkerer og kigger indenfor i besøgscenteret, hvor der er forskellige udstillinger og plancher over området – og vi ser også en mølædt udgave af den flotte Kondor – ja, ikke alle kan jo prale af at have set den LIVE.

Der er også mulighed for en lille gåtur i området – vi befinder os i 3800 m’s højde, så det er ikke alle som har lyst og luft – og så har vi jo heldigvis Claudio og bussen.

Efter gåturen i flora og fauna, sætter vi kurs mod Cotopaxi – bare navnet fylder mig med glæde – og udsigten gør bestemt ikke oplevelsen dårligere. Cotopaxi betyder ”månens hals” – når det er fuldmåne, ser det ofte ud som om at månen hviler på vulkanen.

Nu er der skyer – neeeej, nu er det næsten skyfrit, nej nu… nu… NUUU… Claudio har en engels tålmodighed og kører og holder, alt efter vores ønsker – og der bliver taget billeder – MANGE billeder.

Det giver appetit at være fotograf, så nu er det tid til frokost. Midt ude i ”ingenting”, er der blevet bygget en restaurant ”Tambopaxi” i 3.750 m’s højde med kæmpe panorama-vinduer.Her indtager vi vores frokost – mens vi samtidig holder øje med Cotopaxi – og skyerne.. Med mellemrum viser vulkanen sig fra sine bedste sider – så vi løber til og fra maden. Det lykkedes at få et flot billede af Cotopaxi – næsten uden skyer.

Restauranten i 3.750 m – ”Tambopaxi”.

Anders – en ung teenager i vores gruppe, bekendtgør at han efterhånden er ved at være træt af alle vores stop og fotografering af dén vulkan – samme vulkan er jo på alle vore 300 flasker vand i bussen.

Til sidst har alle fået det rigtige billede af Cotopaxi i kameraet, så vi sætter kurs mod Quito – en bustur på ca. 3 timer – med alle de obligatoriske pauser indlagt.Dog må vi gøre endnu et stop – for der, flot og majestætisk ser vi Cotopaxi endnu engang – virkelig indbegrebet af en ”rigtig” sneklædt vulkan.

Juan Carlos når lige at fortælle, at i august måned kan man være heldige at se et rigtigt ”Vulcano-view” , med alle 3 vulkaner: Cotopaxi 5.897 m, Antisana 5.705 m og Cayambe 5.790 m på samme tid, - da netop dette view viser sig for os - i juli måned. Kan vi være mere heldige?SIKKE ET SYN.

Cotopaxi – verdens højeste aktive vulkan.

Efter denne oplevelse, er det svært at ramme jorden igen, men omsider sætter vi kurs mod vores Hotel Patio Andaluz, hvor vi også boede den første nat i Quito.Der bliver udleveret ”drinks-billetter” – og mens vi venter på vores opmagasinerede bagage på hotellet, nyder vi vores drinks i gårdhaven.

Hele gruppen er dybt begejstrede for højlandet – og det er selvom ingen kan skjule, at det er Galapagos, som jo egentlig er ”målet”. Vinni og Juan Carlos har virkelig formået, at gøre denne del af turen til en helt exceptionel oplevelse – og virkelig holdt fokus på, at Ecuador har masser at tilbyde.

Denne aften er der fælles spisning i restauranten for dem som har lyst – og ellers er der ”pakning” for turen til Galapagos – vi skal allerede op kl. 5.30 – så de store natlige udskejelser bliver det ikke til.

Kondor under himlen og vulkan i horisonten

Vi blev allerede vækket kl. 5.30 – og desværre op til en morgen, grå og regnfuld. Grunden til denne tidlige vækning er, at denne tur har været udbudt på Ornitologisk Forenings hjemmeside – og derfor har Vinni fået arrangeret en lille ”surprise” – nemlig en morgen-fugle-tur med Marcello, en ung fugle-ekspert, som gav os en fantastisk morgentur – omend vi dog ikke så så mange fugle.

På fugletur med Marcello.

Tilbage på hotellet igen er der morgenmad inden afgang – og de allerhurtigste når også endnu en tur i badene - hellere ren end mæt. Efterhånden som dagen skrider frem, stopper regnen og solen kigger frem – Vinni byder på en lokal likør – som hvis ikke solen gør, så giver likøren i hvert fald varmen.

Vi har kurs mod Antisana – den smukke sneklædte vulkan på 5.705 m, men undervejs er der masser af muligheder for at se spændende fugle og derfor har vi fortsat den glæde at have følgeskab af Marcello. Vi er ikke mere end lige kommet indenfor i Nationalparken, før én i gruppen får øje på en stor mørk fugl?

Jublen vil ingen ende tage, da Marcello kan fortælle at det er Kondoren – verdens største fugl med et vingefang på over 3 m og som absolut efterhånden ikke er enhver forundt at opleve. Som om det ikke er nok, følger yderligere 4 eksemplarer af racen og i flere minutter kan vi bare stå og følge denne fantastiske fugle-opvisning i pragtfuld natur.Også et par - ifølge Marcello (meget sjældne) falke, gør os selskab – så vi er helt høje, da vi igen kan sætte os ind i bussen og fortsætte turen.

Antisana 5.705 m.

Antisana venter på os – fri for skyer og flottere end nogensinde før, som Vinni udtrykker sig.Vi har mulighed for at gå rundt i området, men det er koldt og blæser en hel del, alligevel vælger de fleste af os at indtage vores medbragte lunchbox udendørs – flottere udsigt kan vi vidst ikke ønske sig.

Den lille Andes hjort.

Eftermiddagen byder på 3 timers buskørsel og som om vi ikke allerede har været mere end heldige, så ser vi pludselig 2 af de meget sjældne Andes hjorte – sikke en tur.

Mørket er ved at indfinde sig, da vi når frem til aftenens Hacienda ” La Cienega”- endnu et fascinerende og meget gammelt hotel. Hacienda’en er hjemsøgt af spøgelser – en historie, som vi vil få fortalt inden aftensmaden. Da vi mødes for at spise, joker jeg med at spøgelserne vidst har indlogeret sig sammen med mig i værelse nr. 10 – da jeg flere gange har oplevet at lyset tændte og slukkede mens jeg var i bad.

Hacienda – ”La Cienega”.

Juan Carlos fortæller historien, om Hacienda’en som tilbage i 1600-tallet har haft en del slaver til at arbejde her på stedet. Grundet det hårde arbejde som de udførte resulterede ofte i, at mange af dem døde. Det er disse slaver, som spøger her den dag i dag.

”Specielt værelse 10 er hårdt ramt – Hvem bor i værelse nr. 10?”

”Omkring kl. 03.00 i nat Dorthe er det, hvor du vil kunne se eller mærke om de er i dit værelse”.
Godt så. Igen kunne vi vælge mellem fugl, fisk, kød – og dejligt selskab.

Over 3.800 meter og til Amazonas

Vågner frisk og veludhvilet allerede kl. 5.30 - kan stadig mærke lidt varme fra varmedunken, som var blevet lagt under dynen i aftes inden sengetid.

En tur i den skønne have inden morgenmad – her kan man virkelig tale om ”sjælefred”. Morgenmaden bliver serveret i en helt anden del af Hersiendaen end hvor vi tidligere har været. En stor kamin er tændt – og det giver et helt gib i os alle hver gang tjeneren smider yderligere væske på ”bålet” og flammerne springer op efter ham – men heldigvis sker der intet. Til morgenmad kan vi vælge mellem flere lækkerier, masser af frisk frugt, brød og forskellige former for æg – nuvel, det tager tid at frembringe – men til gengæld er menuen virkelig værd at vente på.

Morgenstund i Ecuador.

Så er det tid til afgang – Vinni må næsten skubbe os ind i bussen ”Steder vi ikke vil væk fra”.

Dagen tegner til at blive solrig og en naturoplevelse af de helt store. Vi skal nemlig ud at køre i tog – i åben vogn i toget "Chaski Antawa” Det er nærmest et lille lokomotiv med en enkelt vogn og plads til 20 passagerer. Turen er på 26 km og går fra Ibarra til Salina – med flot udsigt til Andesbjergene. Projektet med togturen er et ønske fra lokalsamfundet, som har givet ekstra arbejdspladser samt forbedringer for byen – og Klein Tours har været med til at finansiere det og er eneste selskab, som har gæster med. Vi mærker tydeligt den store glæde for projektet, da vi udelukkende bliver mødt af smilende og vinkende folk.

Togtur ”Chaski Antawa”.

En dejlig tur – igennem 3 plateauer, med flotte udsigter, stejle grøfter, broer og tunneler. Vi ser et rigt fugleliv, bla. gribbe, falke og hejrer.

Midtvejs gør toget holdt, og mens vi fotograferer, arrangerer vores team en lille ”surprise” i form af picnic med kold champagne, friske jordbær, ost, oliven og snacks – og togets radio spiller sød musik – en super dejlig oplevelse.

Modtaget med fuld musik.

Sidste del af turen, går igennem sukkerrørsplantager – og gennem gamle bomuldsfabrikker. Vi passerer også byens gamle togstation, som kaldes ”Det hvide blads land” – bladene fra træerne blev tidligere brugt som toiletpapir pga. deres bløde overflade.

Efter 2½ time ankommer vi til byen Salina, hvor vi bliver modtaget af et drengeband for fuld musik – sikke en velkomst. Vi bliver fuldstændig grebet af stemningen – og må simpelthen danse til deres musik – også dette er med i projektet for at trække gæster til byen. Indenfor på stationen er der en lille forfriskning – og her sidder fnisende skolepiger ved små boder og sælger kreative ting, som de selv har lavet, armbånd, brevpapir, snacks og lignende – og selvfølgelig køber vi alle lidt med hjem.

En kort tur gennem en særdeles velholdt by, flot malede facader på husene og altankasser med blomster.Restauranten er helt ny og flot – uden at være prangende – og også her har skolepiger fået fri til at lave lækker frokost til os – igen en del af byens projekt. Dejlig mad – og frisk frugt til dessert. Mens vi nyder maden kommer 4 piger ind i fine dragter og danser nogle lokale danse for os.

Vi er både godt forsynet og underholdt – og det er vidst også godt, for nu venter der en lang køretur, hvor vi først skal tilbage til Otavalo, videre til Quito og derefter mod nordøst til Papallecta.

Vi holder nogle pauser undervejs, både til at tanke cola og chokolade, men også til at komme af med det igen. Vinni fortæller undervejs om Ecuador, landets historie og Carrea – præsidenten som har gjort en fantastisk indsats for landet – og selvom jeg bestemt ikke er til politik, bliver jeg alligevel fascineret af hendes fortælling.

Vi runder de 3.800 m’s højde, for at køre ned igen til 3.600 m, hvor vores hotel ligger – både byen, søen og hotellet hedder det samme ”Papallacta” – de varme bade.

Her bliver vi indlogeret i de sødeste bambushytter – og lige udenfor døren er de varme bade. Hurtigt i badetøjet og i de varme bassiner. Det kan ikke beskrives – det skal opleves. Det er en fascinerende oplevelse at ligge her i det varme vand - i mørket og med Andesbjergene i baggrunden.

De varme bade – Papallacta.

Efter 1-1½ time er vi alle mere eller mindre opløste – og efter omklædning, trækker vi mod restauranten. Vinni har bestilt et langt fælles bord og så kan vi slutte os til selskabet, efterhånden som sulten melder sig. En noget forvirret og stresset tjener formår alligevel at servere en dejlig suppe. Hovedretten er, som alle tidligere dage et valg mellem fisk, kylling eller bøf – jeg vælger fisk, som i dag er ørred og det smager himmelsk. Desserten er ”speciel for you” og består af en lokal frugt – Babaco. Den smager som en blanding af æble, jordbær, papaya og ananas – hmmm…

Det har været en laaaang dag, med masser af indtryk, så folk finder tidligt deres senge. Jeg sætter mig udenfor min hytte, med et glas rødvin og lytter til den stille rislen i badene - hvor er her smukt – og stille...

Ækvator, Otavalo og Perguche

En dejlig nats søvn – og vækning allerede kl. 6.30. Lækker morgen buffet – og nu er det så, at man skal lære sin ”gruppe” at kende - det er med at få hilst og snakket med flest mulige. Denne morgen vælger jeg det første par - det bliver en dejlig positiv oplevelse.

Dagen i dag er med første stop på Ækvator. Solen bager fra en skyfri himmel – her er varmt, 20 – 25 graderVinni har stor viden omkring Ecuador – og med Juan Carlos’ supplement, bliver vi på hele turen underholdt om historier, frugter og legender fra området. Og på Ækvator skal der leges.Vi bliver introduceret for det rå æg, som vi skal stilles på højkant, om at holde balancen på Ækvatorlinjen osv - også det obligatoriske gruppebillede bliver taget.

Leg på Ækvatorlinien.

Herfra kører vi videre mod Otavalo, som er kendt for sit store marked. Her sælges ALT – lige fra mad og frugt til al slags tøj, og hængekøjer. Det er vildt charmerende at gå rundt her og desuden alle muligheder for at indsnuse den lokale atmosfære. Selvom her vrimler med mennesker føles det ikke på noget tidspunkt ubehageligt – tværtimod.Der bliver gjort en del indkøb – nogle mere brugbare end andre.

Otavalo-marked.

En kort bustur til vores Hersienda ” Pinsaqui” – hvor vi indtager en fortræffelig og tiltrængt frokost, linsesuppe, kylling og sorbetis – indtaget under festlige rytmer og toner af 6 brødre, som ikke kan undgå at få selv den mest stive træmand, til at vrikke med foden – og trække på smilebåndet.

Ingen tid til afslapning – vi er jo på ferie. Så efter frokost kører vi til Perguche, en nærliggende by, hvor vi besøger en lokal bolig – et meget fascinerende besøg. I hytten bor der 12 personer, hvoraf de 2 ældste beboere er hjemme – mama på 89 år og hendes datter på 70 år. Hytten er mørk og i hjørnet lever frit en stor flok af marsvin, som er dejlig spise i Ecuador.

Lokalt besøg.

Herefter besøger vi José, som har et væveri. Det er manden, som betjener væven – og han gør det fantastisk. Desuden er butikken fyldt af flotte væg-tæpper og lækre trøjer – og flere mænd, må grave dybt i lommerne for at opfylde deres koners ønsker.

”Fløjtemanden”.

Så er det tid for musik og vi besøger ”Fløjte-manden” – som først viser hvordan han laver en panfløjte for efterfølgende at vise hvordan den bruges – og ikke mindst hvilken dejlig lyd, der kommer ud af den.Som ekstra ”krydderi”, danser hans døtre i nationaldragter lokale danse for os – så der er både nydelse for ører og øjne.

Sidste stop er i ”læderbyen” – hvor det er muligt, at købe ALT indenfor læder og skind – endda til meget få penge…Jeg overvejer kort en sadel – eller et hovedtøj, men beslutter i sidste sekund, at min hest ikke ligner de små racer, som vi ser herude – så det vil ingen af os alligevel få glæde af .

”Pinsaqui” – ”stedet ved floden” – hvor vi indtog vores frokost, skal også være vores logi for natten. Vi får tildelt de mest fantastiske værelser, hvor der er tændt op i kaminen – og et lille stykke chokolade ligger klar ved snippen af sengetæppet.

Kl. 19.00 skal vi mødes med ”Hector”, som er stedet manager - han fører os ned i kælderen, nærmest en stald, hvor der hænger sadler, trenser, billeder og alt hvad der ellers har med heste at gøre. Det er Pedro, som er 6. generation her på Hersiendaen’s store interesse. Hector fortæller historien om stedet, mens der bliver serveret ”drinks”, brødrene fra tidligere spiller – og der bliver budt op til dans. Vi andre klapper taktfast imens – sikke en stemning der er.

Så er der lækker aftensmad – 3 retter og dejligt selskab – og da én fra gruppen kommer med et klagepunkt – ”at der ikke er noget at klage over” – kan vi sammenstemmende kun give ham ret.

Velkommen til Quito, Ecuador

Vinni Madsen vores danske rejseleder, står i lufthavnen og tager imod os med en rød rose – og ligeledes smukke Juan Carlos (fra Klein Tours) – gensynsglæden er stor, for begge disse mennesker havde jeg glæden af at rejse med sidste gang også. Vinni’s altid smilende og glade væsen skinner hurtigt igennem – og jeg kan næsten ikke rumme glæden ved at være tilbage – og foran os venter en masse spændende oplevelser.

Vinni & Juan Carlos.

Ecuador-delen er ændret lidt i forhold til sidste gang – men kun til det bedre, forvisser Juan Carlos mig om. Sidst boede vi på samme hotel alle 3 dage og kørte ud derfra. På denne tur, er Ecuador blevet udvidet fra 3 til 5 dage – og vi skal i stedet bo forskellige steder – spændende. ½ times buskørsel – også med samme chauffør som sidst, nemlig Claudio - igennem Quito’s gader og frem til vores Hotel Patio Andaluz – lige midt i hjertet af Quito. Bygget i gammel spansk stil – og med den hyggeligste lille gårdhave.

Nu er der mulighed for at tage et bad eller en lille lur inden vi ½ time senere skal mødes til frokost, samt info-møde i restauranten.Der bliver serveret lækker frokost – i hvert fald nyder de fleste af os maden. Quito ligger nemlig i 2800 m’s højde og enkelte personer i gruppen døjer lidt med højden og maven.

Vinni fortæller alle de praktiske ting vi bør vide for de næste dage – og vi trækker allerede nu lod om kahytterne på Yachten Coral II, som skal være vores hjem de 8 dage vi skal være på Galapagos. Jeg trækker kahyt-nr. 11 – så det bliver med både udsigt og bølgegang. Herefter bliver der ikke talt mere om Galapgagos – nu er det Ecuador det gælder. Eftermiddagen i dag er til byvandring rundt i Quito – og da vores hotel jo nærmest ligger midt i centrum af den gamle bydel er vi i gåafstand til de fleste seværdigheder.

Med Cable Car til toppen af Quito

Vejret fås ikke meget bedre end i dag, så Vinni foreslår at dem som har lyst, bør tage turen op i svævebanen til 4.000 m. Herfra er der udsigt over hele Quito by og sine 2 millioner indbyggere.Midt på eftermiddagen begiver vi os af sted - desværre er skyerne og den traditionelle eftermiddags regn ved at indfinde sig, men vi får en storslået tur op til toppen med ”cable-car” og en fantastisk udsigt over Quito.På toppen står vi af svævebanen og går lidt rundt. Selvom jeg har det fint, fornemmer jeg alligevel lidt svimmel- og stakåndethed.

Vi har Juan Carlos med op, mens Vinni og enkelte andre fra gruppen holder sig nede i lavlandet. Vi får tilbudt lokale brune sukker-stykker, som vil afhjælpe eventuelle højde-problemer.Pludselig blæser det op og i løbet af kort tid er vi opslugt af skyer og tåge – så ikke mere udsigt herfra og vi tager turen ned igen.

Tilbage i byen, går vi rundt centrum af Quito og ser på kirker og arkitektur. Små drenge i 4-6 års alderen tilbyder at pudse vores sko - sødt og alligevel deprimerende. Vinni fortæller, at ét af præsidentens nye tiltag er at alle disse små drenge skal tilbydes gratis skolegang – og ikke gå her og tjene til deres daglige brød ved at pudse sko.

Jomfru Maria – 41 m – Quito’s vartegn.

Næste stop er ”Guld-kirken” La Compania – som det har taget 163 år at opføre – et imponerende stykke arbejde, idet kirken indeni er dækket af bladguld – rundt regnet er der brugt ca. 7.000 kg guld. Vi går også en tur rundt om Jomfru Maria – det imponerende aluminiumsmonument på 41 m, som er byens vartegn. Vi slutter af med historien om spaniernes indtog i Ecuador – foran ”El Monumento a los Héroes de la Independencia” dvs monumentet for uafhængighedens helte.

Resten af dagen er fri – og med fælles spisning om aftenen for dem som har lyst. Pga. er tidsforskellen er der mange, som er krøbet til køjs, men vi er nogle stykker, som finder en lille hyggelig restaurant med en terrasse på taget, hvor vi kan nyde en let dinner og Quito by night.

Af sted til Ecuador og Galápagos

Misserne er afleveret i pension, hesten er klappet farvel for de næste 16 dage – og jeg er igen på vej - på vej til spændende eventyr – det ved jeg, for det er kun 8 måneder siden jeg sidst har været i Ecuador og på Galápagos - nu er jeg på vej tilbage – for at hente min sjæl – for den er nemlig blevet derude...

Afgang fra Kolding mod Kastrup Lufthavn, hvor den første mulighed byder sig, for at hilse på de mennesker, som jeg skal dele mine oplevelser med de næste 16 dage…Det er altid et spændende møde - alle er glade, forventningsfulde og særdeles åbne – og dog skuler man lidt ud af øjenkrogene og danner sig hurtigt sin egen mening.

Vi mellemlander kort i Amsterdam, inden vi sætter os godt til rette i sæderne for de næste 9 timers flyvning, som veksler alt imellem at blunde, drikke rødvin, se film og lægge kabale.

Vi har et kort stop i Guayaquil – inden den sidste etape til Quito – som er hovedstaden i Ecuador. Vi lander kl. 02.45 - dansk tid, hvilket vil sige kl. 07.45 – ecuadoriansk tid - i solrigt og næsten skyfrit vejr.