Fernandina, Isabella og over Ækvator

Frisk og veludhvilet – og dejlig morgenmad, som i dag står på omelet, bacon og friskpresset juice. Solen er også stået op – og i vandet ud for båden leger 2 unge søløver. Hvor kan man hurtig blive afhængig af at starte dagen på denne måde.

Fernandina
Fernandina er den vestligste af alle øerne, meget ren og utrolig flot. Lava klipper og dejlig blød sandstrand. Noget af det første vi ser, er det store flotte hvalskelet, som virkelig tager sig flot ud på de mørke klipper.Vi går en tur på øen og ser hundredvis af havleguaner, som ligger og solbader på de varme klipper. Havleguanerne lever et meget risikofyldt liv, idet de hver dag skal have føde i form af alger i vandkanten, hvor de herved risikerer at blive skyllet i havet af de store bølger. Havleguanerne kan ikke varme sig selv op, så i vandet risikerer de af fryse ihjel – eller at blive spist af hajer. Selvom havleguaner svømmer udmærket, ser vi dem dog oftest i klumper på klipperne, hvor de forsøger at få deres kropstemperatur op igen.

Hvalskelet på Fernandina.

Endnu en regel på Galapagos er, at vi skal holde en afstand på 2 m til alle dyrene for ikke at stresse dem unødigt.Vi gør selvfølgelig vores for at overholde dette – men det virker ikke altid som at dyrene har samme regel overfor os - så oftest må vi springe til siden, når der pludselig kommer et firben pilende frem fra en sten. De store søløver viger heller ikke altid, fordi der kommer en gruppe turister tæt forbi, så flere gange må vi nærmest skræve over dem. På Fernandina ser vi også de små stolte Galapagospingviner i jakkesæt. De er kun omkring 35 cm høje og vejer et par kilo. Vi forbinder normalt pingviner med meget kolde egne, så dette er endnu et eksempel på hvordan dyrene har tilpasset sig livet her omkring.

Galápagospingviner.

Galapagosskarven.

Vi ser også den pudsige Galapagosskarv – som er den eneste skarv i verden som ikke kan flyve. Man kan godt forstå det, når man ser dens små stumper af vinger.Den lever det meste af tiden i vandet og dykker helt fantastisk.

Inden formiddags turen helt er slut, sidder vi i mangroven og nyder stilheden, mens vi bliver underholdt af de flotte røde Sally Lightfood krabber, som springer rundt på klipperne.Dette er virkelig balsam for sjælen – her er alle problemer blæst væk med vinden – og vi skal kun koncentrere os om at opleve og nyde.

Tilbage på båden er der inden frokost mulighed for enten at besøge kaptajnen på broen eller få en fremvisning i maskinrummet – sidstnævnte er et stort hit hos mændene i gruppen. Der bliver altid gjort meget ud af maden – hvert eneste måltid er der blevet kræset om. Se blot denne salat, som blev serveret i dag til frokost.

Salat a’ la Danilo.

Vi sejler en kort tur og efter middag når vi til Isabella – den største af øerne, også kaldet ”graffiti-øen”, hvor hvalfangere og pirater helt tilbage til 1800-tallet, har skrevet på klipperne.

Tid til at snorkle
Der bliver spændt liner ud omkring båden, så folk kan bade – men vandet er ret koldt uden våddragt. Nogle vælger at slappe lidt af på båden, mens vi andre tager med gummibåden, for at snorkle på dybt vand.

Vi har Hernan med ud, som spotter alle de spændende ting og er sød til at tage os i hånden og med hen hvor det sker. Også et par at maskinmestrene fra båden er med ude at snorkle – og ikke så meget pjat, de hopper i vandet med alt tøj og sko på - men hva’ det tørrer jo også igen. Det bliver endnu en fantastisk snorkeltur med masser af havskildpadder, søløver, fisk og sjældne, men meget farvestrålende søstjerner.

Tilbage på båden, et varmt bad og omklædning – og så af sted i gummibådene – det er hårdt at have ferie. Vi sejler rundt om øen og se både skarven, pingviner og masser af suler. Derefter går vi i land og tager de 130 trin op til toppen af øen. Undervejs må vi nærmest klatre over et par søløver, som ikke lader sig forstyrre af en flok højtsnakkende turister.

På vejen op er der udsigt til en flot turkisgrøn kratersø, så vi skyder skarpt med kameraerne. Helt oppe er der en storslået natur og vulkaner så langt øjet rækker. Vi nyder udsigten inden vi spurter ned igen – og møder på vejen den anden halvdel af vores gruppe, som først er på vej op. Vel nede igen har vi tid til at nyde solen og livet. I vandoverfladen ligger 2 havskildpadder og parrer sig – helt upåvirket af os.

Solnedgang over Galápagos.

Store hvalaften
I aften er det jo ”Store Hvalaften” – dvs. at vi skal være klar på dækket når vi begynder at sejle, for inden mørket falder på, er der muligheder for at se hvaler – vi er klar!!

Vi aner blås i horisonten og vores søde kaptajn er også opmærksom og vi kan mærke at han sejler i retningen af hvor der er blås – eller hvor vi peger og råber. Vi sejler lidt ”kryds-og tværs-sejling” – alt for gæsterne.

Vi er vildt begejstrede. Der er masser af hvaler – flere gange ser vi hele ryggen – og vi jubler højt hver gang. Det er Minke-hvaler, siger Alex (på dansk sildepisker - som er en vågehval).

Mørket falder på – og den flotteste solnedgang viser sig – hvor er det suverænt. Da vi ikke mener at kunne rumme mere, går vi indenfor og venter på aftensmaden – pludselig råber Hernan: ”SE – HVALHAJEN”!

Vi styrter alle sammen ud igen og op på øverste dæk – og i lyset fra båden, kommer den største fisk i verden svømmende helt tæt langs båden – 16 m og med et kæmpe gab…Vi er helt oppe at køre… det er det vildeste jeg – og de andre i gruppen har oplevet. Vi er total overvældede og snakker og råber i munden på hinanden. Det er noget forsinket, at vi endelig sætter os til bordet for at spise – og snakken fortsætter selvfølgelig omkring den store oplevelse vi lige har haft.

I nat har vi turens længste sejltur – nemlig 12 timer, hvorefter vi omkring kl. 07.00 være fremme ved turens sidste ø, nemlig Bartolomé.

Sejladsen er rolig, så der bliver hevet et karaoke-anlæg frem, så er der sang for dem, som har lyst og evner – eller mangel på samme. De fleste af sangene er på spansk, så det begrænser antal deltagere – men sjovt er det alligevel.

Kl. 21.00 krydser vi ækvator – og vi bliver alle inviteret op på broen til kaptajnen for at fotografere GPS’en når vi passerer linjen. (På sidste tur krydsede vi ækvatorlinjen 8 gange før alle havde fået ”billedet”)Her går det bedre, for det lykkedes allerede i første forsøg og efterfølgende får vi alle et diplom af Kong Neptun)

Vi krydser ækvator – for 8. gang.

Folk begynder at forlade selskabet for at gå til ro. Vores kaptajn er blevet afløst (- det håber jeg da i hvert fald) – for han kommer indenfor og begynder at snakke. Alle er bare så søde og venlige – og man føler virkelig at de nyder deres job og at forkæle os, uden at det er påtaget – det kommer virkelig fra hjertet.

Turens største og kedeligste oplevelse

Jeg vågner ved at skibet begynder at sejle – klokken er 05.00 – er stadig træt – eller er det eftervirkningerne af gårdsdagens drinks?

Et godt og solidt måltid gør underværker, så jeg er hurtig frisk igen.Vi er kommet til Rabida, hvor vi først tager en tur rundt om øen og ser både søløver, hejrer og masser af havleguaner, som solbader rundt på klipperne.

Havleguan.

Hernan fortæller hvordan Galapagos opstod.

Herefter går vi i land på ”den røde strand”, hvor Hernan tegner og fortæller om Galapagos øerne’s opståen.

Så er der tid for snorkling – og dette bliver indtil videre været min største oplevelse under vandet. Sammen med os, springer nemlig 2 legesyge søløver med i bølgerne – og i 1 times tid leger de med os. ”Se hvad jeg kan”. De svømmer lige med kurs mod én – og netop som man tror, at nu sker der et frontalt sammenstød, glider de lige forbi - mave mod mave.

Leg med søløver under vand.

Flere gange må jeg op og have luft – det er ikke nemt, at grine med snorkel på. Og pludselig, mens vi leger, kommer den store Manta Ray (Djævle-rokke), nærmest i slowmotion forbi os – helt lydløst og med store flyvende bevægelser. Vi gætter på et ”vingefang” på omkring 4-5 m. Det var en vild oplevelse - om som om vi ikke har fået nok, vender den og kommer tilbage til os – flere gange.

Djævlerokken.

Jeg er total overgearet da jeg kommer op på land – og kan slet ikke stoppe med at fortælle eller skjule min begejstring – ja faktisk er jeg så ukoncentreret, at jeg slet ikke lægger mærke til at jeg for 7 x skyller min ”svømmepose” for sand, uden at opdage, at mit kamera ligger i bunden af posen. Da jeg opdager det, er det længe for sent – det bliver aldrig kamera igen – men oplevelsen af de legesyge søløver og den kæmpe Djævle-rokke er for evigt printet på nethinden.

Dog kan hverken de lyserøde drinks eller snacks tilbage på Coral II, dog helt skjule min tristhed over at have mistet mit kamera – og så endda her på Galapagos – bedre fotomuligheder findes ikke efter min mening.

Mens vi har spist frokost, nydt solen og fregatfuglene er vi nu nået til Santiago – og her tilbyder Kurt fra gruppen, at jeg kan låne hans kamera på resten af turen – så om muligt stråler solen lige pludselig endnu mere. Personligt syntes jeg at Santiago er utrolig smuk, med sine sorte lavakyst – og flotte klippeformationer. Her er det vigtigt med godt fodtøj, så man kan stå fast på de våde, glatte og skarpe klipper. Solen bager fra en skyfri himmel – og vi begynder alle mere og mere at ændre farve på kroppen - nogle mere krebsfarvede end andre.

Pelssøløve på Santiago.

På Santiago ser vi de små charmerende pelssøløver, som oftest er kravlet i skygge på hylderne i klipperne. Det er helt forståeligt, da pelssøløverne adskiller sig fra andre søløver ved, at være noget mindre og desuden har de har en meget tyk pels, så de også kan leve i kolde områder – så vi føler virkelig med dem i denne varme.

Netop overstået søløve-fødsel.

Her på øen, ser vi også pelikaner, hejrer og masser af havleguaner. Sidstnævnte ser vi græsse alger på klipperne – det er vildt fascinerende.

Eftermiddagens ”highlight” oplever vi på vej tilbage til gummibåden. Et par af os er sagtnet lidt bagud fra resten af gruppen – og heldigvis for det, for vi ser en netop overstået søløve-fødsel, hvor moderkagen stadig hænger ved ungen. Vi står helt stille og nyder dette smukke syn. Efter nogle minutter lister vi videre – og lader dyrene få ro til at komme til kræfter – den lille skal jo også die.

Der bliver også tid til ½ times snorkling, hvor vi kommer rigtig tæt på 2 græssende havskildpadder – en enkelt søløve og alle de sjove og farvestrålende stimer af fisk.

Det er selveste kaptajnen som tager imod os, da vi kommer tilbage til Coral II – og Gregory står klar med juice og kokosboller.

Inden aftensmaden er det tid at ajourføre dagens lister. Vi har af Vinni fået udleveret en fortegnelse over alle dyrene på Galapagos og de af os som har lyst, kan hver dag krydse af hvilke arter vi har set på de forskellige øer.Der er altid hjælp at hente hos vores guider – for specielt fiskene giver ofte anledning til en del tvivlspørgsmål.

Aftensmad og briefing. Det ligger en lang sejlads foran os – 9 timer inden vi vil være ved Fernandina i morgen tidlig.

Gruppen er ved at være hærdet af den friske havluft og dagenes mange oplevelser – så nu kan vi alle være lidt længere oppe…Det benytter Vinni sig af og holder i aften 2 små foredrag, først om Hotspot – og derefter om Darwins finker.Finkerne blev i sin tid opdaget af Charles Darwin – og fik meget stor betydning for forståelsen af udviklingen på Galapagos.Der findes 13 forskellige arter af finker her på øerne – som alle varierer i størrelse og udseende og som har specialiseret sig vidt forskelligt, afhængig af hvilke øer de lever på.

De sejeste af os tager lige et spil 500 inden vi kravler til køjs.

Fregatfugle, leguaner og hajer

Vågnede kort kl. 01.00 i nat – da havde vi kastet anker og lå total stille - kan faktisk slet ikke mærke, at vi befinder os på en båd i Stillehavet.

Da vi står op er vi nået til øen North Seymour – og efter breakfast går vi i land til en formiddag med masser af fregatfugle - med store flotte oppustede strubeposer. Franklin forsøger at lære os om forskellen mellem Pragtfregatfuglen og den store fregatfugl – det går nogenlunde, så længe vi kan se dem begge sammen. Straks værre er det, når vi skal gætte dem enkeltvis. Vi ser også masser af de pudsige blåfodede suler, søløver og den flotte røde lavakrabbe, Sally Lightfood, som er et fantastisk syn for øjet, på de grå klipper. Formiddagen går alt for hurtigt og det er tid at vende snuden ”hjemad”. På vejen ser vi tydeligt en haj-finne tæt på vores gummibåd og Franklin fortæller, at netop her omkring er der hundredvis af Galapagoshajer – så INGEN snorkling!

Fregatfugl.

Blåfodede suler kurtiserer.

Søløve-unge.

Solbadende søløver.

Gregory venter med kold frisk juice, men desværre er det også nu, at vi skal sige farvel til Franklin - og velkommen til Hernan – som viser sig at være et ”fint bytte”.

Nu er tiden kommet til at Coral II skal have nye forsyninger. Vores kaptajn kender folkene på den militærbase på Baltra hvor forsyningerne skal finde sted, så i stedet for, at vi skal være ”tvunget” ombord, kan vi få lov at gå i land og bade den times tid, det tager at gøre Coral II klar. Vi nyder at svømme mellem havleguaner og søløver og ikke mindst de store pelikaner, som frygtløse lander og letter hen over hovedet på os – det er vildt fascinerende.

Der er schnitzler og salat til frokost – og en god lang siesta.I eftermiddag skal vi i land på Dragon Hill, her kan være ulidelig varmt, så denne aktivitet er først lagt sent på eftermiddagen. Jeg sidder på dækket og prøver at ajourføre min dagbog, men bliver gang på gang distraheret af de store fregatfugle, som hænger i vinden lige over båden. Af og til tager de en pause og lægger sig til rette på en mast eller på rælingen – hvor er man virkelig ét med naturen herude.

En eftermiddag, som om muligt overgår alle de andre øer indtil nu. Dragon Hill er én af de øer, som har været hårdt ramt af skadedyr – specielt geder, som ikke alene ødelægger vegetationen, men også dyrelivet. Vi hører da også en bræen i det fjerne, så den sidste ged er endnu ikke fanget.

Sally Lightfood (Rød lavakrabbe).

Sidste gang jeg var her, så vi kun en enkelt landleguan, som netop denne ø er speciel kendt for – denne gang ser vi mindst 20 af dem og i alle størrelser..Leguanen er et fantastisk væsen – nærmest et forhistorisk dyr. Hannerne er imponerende flotte og i farvestrålende gule farver. Hernan fortæller meget entusiastisk om landleguanen og demonstrerer også hvilken fantastisk høre- og lugtesans, at den er udstyret med. Vi ser hvordan leguanen i løbet af ingen tid, kan få piggene af en kaktus, så den kan spise den.

Vi ser også spøgelseskrabben, som ved den mindste lyd eller rystelse forsvinder ned i sit hul i sandet igen.

Landleguan på Dragon Hill.

Det er en fantastisk eftermiddag og folk er helt oppe i gear over dagens oplevelser. Med fødderne i jacuzzien, en gin og tonic i hånden, samt den smukkeste solnedgang i baggrunden, hvad kan man så ønske sig mere? Kylling, salat – og friske jordbær til dessert, måske? Det får vi nemlig serveret til aftensmad.

Briefing af Hernan på Coral II.

Briefing for morgendagen – vi har en kort sejlads og skal først sejle kl. 04.30 i nat, så Vinni foreslår at vi holder en fest – som sagt så gjort. Musik bliver arrangeret og så er der dans – alle er med og det er ikke løgn, at de har rytme de latinamerikanere – hold da op. Der bliver lavet drinks, der bliver danset mens andre spiller kort – der er en super dejlig stemning.

Senere på aftenen går vi ud i natten og ser både hajer og søløver i vandet – jeg går sent i seng – men ved ikke hvornår?

Floreana og Post Office Bay

Det blev endnu en nat med masser af søvn – vågnede dog en enkelt gang omkring midnat, da diverse vandflasker væltede ned af bordet i min kahyt. Vi må dog forholdsvis hurtigt været kommet i læ af klipperne, for jeg faldt hurtigt i søvn igen.

Mere uro har der til gengæld været andre steder på skibet, da Gunnar, én af vore mindre gæster i gruppen, 3 x var faldet ud af sin seng i løbet af natten. Det skabte selvfølgelig stor morskab omkring morgenbordet.

Flamingo i sø på Floreana.

Floreana, Galapagos
Så er det Floreana, som står for tur denne morgen – det er lidt overskyet, men lunt. Efter en ”våd landgang” – dagsturene veksler mellem tør eller våd landgang - afhængig af om vi kan komme helt på land inden vi træder ud af gummibåden, eller om vi må gå de sidste skridt i det våde element – vandet har dog fine temperaturer, så det gør egentlig ikke den store forskel. Vi kommer i land på en ”grønlig strand” hvor vi bliver informeret om øens vegetation.

Dernæst går vi videre af en lille sti og kommer til kæmpe sø med flamingoer i flotte røde farver – vi kan høre hvordan de knebrer med næbet i vandet efter føde. Vi fortsætter af stien og kommer til en lille strand, hvor vi kan se skildpadde-spor – det er nemlig her, at havskildpadderne kravler op om natten for at lægge deres æg i det bløde sand. Af den grund må vi også kun gå langs vandkanten – men alligevel heller ikke for tæt på vandet, da der af bølgerne bliver skyllet de farlige Stingrays med ind. Franklin tegner i sandet og fortæller sjove historier om dyrene - man kan virkelig mærke, hvordan guiderne virkelig brænder for deres job – med lige stor iver fortæller de sandsynligvis de samme historier igen – og igen – og igen.

Franklin tegner og fortæller i sandet.

Tilbage på båden, frokost, afslapning og eftermiddagen byder på 2 valgmuligheder – snorkling på dybt vand omkring en lille kraterø – eller en tur i gummibåden samme sted – jeg vælger selvfølgelig snorkling – og vi får en fantastisk tur, med masser af fisk, flotte søstjerner – og en hvidtippet haj. Ydermere ser vi også Floreana’s sjældne ”Mocking Bird” (Spottedrossel).

Leather Bass, juvenile.

Chocolate Chip Sea Star.

Spottedrossel.

Post Office Bay
Sidste del af eftermiddagen er til den berømte del af øen, Post Office Bay – der har historisk betydning, idet hvalfangere i det 18. århundrede etablerede en tønde, hvori man kunne lægge sin post. Planen var, at brevene skulle bringes til deres modtagere af andre både, som kom forbi. Ideen er blevet vedligeholdt og bruges i dag nok kun af turister – men det fungerer. Vi kigger i bunken af postkort – og finder 4 stk. som skal med hjem til Danmark – jeg lægger selv 3 kort, hvoraf det ene er en hilsen til mig selv (jeg modtager mit eget kort ca. 1. måned senere – med hilsen fra Solrød Strand).

Post Office Bay – Floreana.

Herefter er der tradition for, at der spilles en fodboldkamp mellem besætningerne fra henholdsvis Coral I og Coral II – af stor underholdningsværdi og opbakning fra os gæster - denne gang vandt 1’erne med 3 mål mod 2. Så var det med gummibåd mod Coral II – vi har dog ikke så travlt, idet Danilo, vores kok, er med vores båd. Alligevel formår han at anrette en lækker middag på ”no time”.

Vi sejler allerede under aftenens briefing – og fra starten er der godt gang i båden. Morgendagen står på Fregatfugle, brændstof og proviantering af Coral II, samt besøg på øen Dragon Hill. Da vi er færdige med informationerne for næste dag, må Franklin desværre meddele, at han er nødt til at afbryde vores sejlads pga. sygdom i familien og at vi fra i morgen vil få en ny guide. Heller ikke Coral I vil følge os længere, da den skal i dok, pga. maskinproblemer – så nu er vi pludselig ”helt alene”.

Efter disse kedelige meddelelser, har vi behov for en opmuntring – og det klarer Vinni. Hun har i 5 år boet og studeret fregatfugle i Mexico – så hun underholder med billeder og fortællinger om disse fantastiske fugle – og selvom flere i gruppen må lukke øjnene efter dagens oplevelser, er det svært ikke at blive revet med af hendes entusiasme for denne pragtfulde fugl.

Vinden har lagt sig – så da resten af gruppen kravler til køjs, sætter jeg mig ud på dækket og nyder vinden og mørket. En fantastisk fornemmelse – kan næsten ikke mærke at vi sejler.

Ombord Coral II ved Galápagos

Jeg vågner allerede kl. 06.00 – og nyder at mærke hvordan vi ligger og vugger blidt. Har slet ikke hørt at vi har kastet anker, så må have sovet fint. Det er der til gengæld flere andre, som ikke har - så vores gruppe er lidt indskrænket her til morgen.

Dejlig morgenmad med æg og frisk frugt – min appetit fejler i hvert fald ikke noget. Lige inden vi skal i gummibådene og ind til Espanola – får vi besøg. Det er vores søde kaptajn Fabricio fra sidste tur – som også skulle have været kaptajn på denne, men som i sidste sekund var kommet på ”Coral I” i stedet. Han har hørt, at Vinni og jeg var her – så han havde lige taget en båd over for at give et knus og sige hej. Dét kan man da kalde en velkomst.

Vi tilbringer 2½ time i fantastisk selskab de smukke albatrosser, både som ”fightende” overfor rivalerne, men også i kærlige scener med deres mager. Med de pudsige suler og deres karakteristiske blå føder – som jeg ALDRIG bliver trætte af at kigge på og tusinder af fascinerende ”stenede” havleguaner, hvis lige ikke findes andre steder på Jorden og som her på øen er kendt for deres røde parringsdragt. Vi ser også den smukke Galápagosvåge, maskesuler, Darwinfinker og Galapagosduerne, med den karakteristiske blå ring omkring øjnene og de flotte røde ben.
Fightende albatrosser.

Og de mere kærlige af slagsen...

Den smukke Galápagosvåge.

Havleguan på Espanola.

Sortmaskede suler.

At svømme med havskildpadde.

På vej tilbage til skibet, ser vi surfende søløver og en stor havskildpadde helt oppe i havoverfladen.Da vi kommer ombord igen, serverer vores bartender Gregory kold juice og snacks – er dette ikke livet?

Der er altid 2 varme retter at vælge imellem ved hver måltid, samt forret eller dessert, så det er næsten umuligt ikke at blive mæt.Denne gang er det svære valg: lasagne eller fisk? Og en lækker frugt-dessert, som jeg ganske udmærket husker fra sidste gang.

Der er formiddagsøer og eftermiddagsøer her på Galápagos – og det siges, at dyrene nærmest ligger i vandet og ved præcis hvornår gæsterne forlader deres ”bolig”, så de igen har fred og ro.

Der er meget strenge restriktioner for besøg af turister på Galápagos årligt – der må komme 140.000 besøgende pr. år – og dette opretholdes meget punktligt. Desuden er der kvoter på hvor længe hver ø må besøges og hvornår på dagen. Det er strengt forbudt, at tage mad med i land – at bruge øen som toilet - ja, som de lokale selv siger, så er det eneste vi må efterlade på øerne - vores fodspor! Der må besøges 2 øer pr. dag - pr. skib – enkelte dage har vi 3 aktiviteter, som så kan være snorkling, svømning eller tur i gummibåd.

Nu er der afslapning i form solbadning på dækket, læsning i skyggen, afkøling i jacuzzien eller en lur i kahytten. 15 min. før en aktivitet, bliver det meddelt over radioen, så alle har tid til at blive færdige og klar til afgang – præcis.

Denne eftermiddag er der mulighed for snorkle, svømme eller bare at nyde solen -omgivet af utallige søløver, som dovent solbader på den smukke hvide sandstrand her på Espanola.Franklin tager med os ud på dybt vand og vi får en fantastisk eftermiddag og ser både hajer og Barracudaer, samt masser af farvestrålende og sjove fisk – ja, det føltes nærmest, som at svømme rundt i et akvarium.

Trætte og mætte af dagens oplevelser er vi tilbage på Coral II – hvor der i aften er barbecue på dækket. Besætningen har travlt med at gøre klar til endnu en dejlig aften, mens vi andre nyder en ”aperitif” før middagen.

Så er maden klar – og både vores kok, Danilo og vores bartender Gregory er mødt op i fuld festpåklædning – der bliver virkelig gjort noget for os.Middagen består af flere slags grillet kød, salat, pasta og grøntsager – dertil bliver serveret Sangria – og kage til dessert – hmmmm – lækkert.

Forkælelse ved Gregory – denne gang is.

BBQ på dækket af Coral II.

Mætte og tilfredse sætter vi os klar til at høre om næste dags oplevelser. I aften er det vores guide Alex, som briefer. Vi skal i nat kun sejle ca. 4 timer – så vi er fremme ved Floreana omkring kl. 01.00 – så der skulle være mulighed for en god nattesøvn.

Så gælder det Galápagos

Har sovet dårligt – været vågen en masse gange – men mon ikke det er spændingen for i morgen - Jeg skal jo til Galapagos og finde min sjæl. Juan Carlos og Claudio er allerede mødt op for at sende os af sted, men vi når alle lidt morgenmad først. Da vi tjekker ud, får vi alle et certifikat for at have boet på Hotel Patio Andaluz – måske lidt kommercielt – men alligevel charmerende.

Quito er endnu ikke vågnet, så vi nyder en stille morgen og en flot solopgang over Basilikaen.Da vi sidder klar i bussen, står Juan Carlos med en hvid rose i hånden, han tager mikrofonen og fortæller at det er en speciel dag i dag, da vi har en fødselar Jette, iblandt os… Vi synger ”Happy Birthday” – først på engelsk, og derefter på spansk – for dem, som nu hersker det sprog – Vinni og Juan Calos.

Der er ikke langt til lufthavnen – så Vinni instruerer os i alle de praktiske ting – og ikke mindst, at vi godt kan tørre øjnene, for vi vil se både Juan Carlos og Claudio, når vi kommer tilbage fra Galapagos - men skulle der ske os noget, så er det da en fin afslutning på 5 fantastiske dage i Ecuador.

Som altid forgår det hele særdeles gnidningsløst, når Klein Tours er med. Vi kommer foran alle i køen, bagagen er linet op efter vores kahyt-nr. på ”Coral II” – og boarding-pass er allerede klar. Heller ikke sikkerhedskontrollen giver nogen problemer. Da vi går ud til vores fly, viser Cotopaxi sig i det fjerne – majestætisk og skyfrit – sikke en afsked – på gensyn.

Fra Quito til Galapagos er der ca. 1.000 km – det tager ca. 1½ time – jeg sidder med en bog, men det er svært at koncentrere sig – lige om lidt er vi der. Jeg elsker indflyvningen, hvor vi kan se alle øerne i det klare blågrønne vand.

Havnen i Porto Ayora, Galapagos.

Nu er vi der - Galápagos
Ser lige en landleguan på landingsbanen – forhåbentlig klarede den frisag…? Og så holder flyet endelig stille på Baltra – og dørene åbnes. Paskontrollen går forholdsvis hurtigt, dernæst indtjekning og sidst tjek, - at vi ikke har indført frugt, grøntsager eller levende dyr.

Jeg kan næsten ikke skjule min glæde ved at være tilbage – kaos’et med folk som skal i busser eller tilbage med fly – bagage og guider, som forsøger at få styr på deres grupper – og ikke mindst varmen, som slår os i møde – nu venter en uge, med ubeskrivelige oplevelser og indtryk - jeg ved det.

Efter en kort sejltur til øen Santa Cruz bliver vi sat på bussen, som skal køre os de 40 minutter til Purto Ayora, hvorfra vi skal videre ud til ”Coral II. Jeg sidder helt stille og suger indtrykkene og stemningen til mig og jeg kan kun nikke, da én fra gruppen spørger hvordan jeg har det med at ”være hjemme igen” – klumpen i halsen er stor – og jeg prøver at skjule tårerne i øjnene…. – Galapagos har gjort et uudsletteligt indtryk på mig.

Alt er grønt og jeg må smile af gruppens begejstring første gang de ser en stor land-skildpadde græsse mellem køerne på marken - det er kun 8 måneder siden, jeg selv oplevede det første gang – og om muligt var endnu mere begejstret.

Gummibådene som skal sejle os ud til ”vores hjem” ligger allerede klar – og i det fjerne ligger ”Coral II” blidt og vugger. Flere søløver tager middagslur på de lokale fiskerbåde og de blåfodede suler skyder som pile i vandet efter fisk omkring os.

Besætningen på ”Coral II” står klar til at hjælpe os ombord og kokken Danilo, (- var også kok på sidste tur – så det lover godt for de kulinariske oplevelser) har allerede tilberedt en lækker spagetti og kødsovs til os. Efter frokost er der et kort info-møde, hvor vi bliver præsenteret for vores 2 naturguider, Alex og Franklin og om sikkerhedsreglerne ombord på skibet – hvis nu!

Charles Darwin Instituttet.

Skildpadde – ”Hold jer væk”´.

Eftermiddagen byder på et besøg på Charles Darwin-instituttet i Purto Ayora.Instituttet er et biologisk forskningscenter, hvis formål er at udføre forskning og bevarelse af truede dyrearter på Galapagos.Det er også her vi møder Lonesome George, kæmpeskildpadden, som er den sidste nulevende af sin art fra øen Pinta og som kom til forskningscenteret i 1972. Han menes at være mellem 80-100 år og instituttet har gennem lang tid forsøgt, at videreføre arten med skildpadder, som har flest muligt fælles gener med George – desværre uden held indtil videre. Det blev et både spændende og varmt besøg, idet solen brændte hæmningsløst fra en skyfri himmel.

Tilbage på ”Coral II” bliver vi budt på velkomstdrink af kaptajnen før middagen og hele besætningen er mødt op i deres officielle påklædning. Vi bliver præsenteret for dem alle enkeltvis, enkelte kan jeg genkende fra sidste tur og vi klapper og fotograferer.

Velkommen - besætningen på Coral II.

Skibet er flot pyntet op med balloner og terpentiner for vores fødselar.Vinni holder en tale for Jette og har også købt en lille gave. Efter en dejlig middag, kommer vores søde kok, Danilo ind, syngende ”Happy Birthday” og med en stor flot kage med lys. Da Jette skal ønske og puste, skubber Franklin til hende, så hun dypper hele hovedet i cremen.

Fødselaren Jette.

Så er der briefing for morgendagen. Vi skal sejle ca. 6 timer og vil i løbet af natten være fremme ved Espanola (Hood), som er den ældste og den sydligste af alle øerne.Espanola er speciel kendt for sin store population af albatrosser.

Der er allerede godt gang i ”Coral II”, så de fleste af os vælger at finde vores kahytter – vi skal jo lige finde ud af hvor – eller om, vi er søstærke.

Cotopaxi nationalparken

Vågner før telefonvækningen - De uindbudte gæster i natten, hverken så eller hørte jeg noget til - godt det samme, men jeg har nu sovet ganske udmærket. Ligger her i min seng og tænker på at Juan Carlos havde helt ret, da han sagde at Ecuador-delen ville blive meget bedre på denne tur. Men i morgen gælder det Galapagos – og det vil være en stor fornægtelse, hvis jeg sagde at jeg ikke glæder mig – RIGTIG MEGET.

Morgenmad – frisk juice, eksotiske frugter og scrambled eggs – søde tjenere, som gør det bedste for at vi kan føle os virkelig godt tilpas – og det gør vi.

En kort bustur før vi er i Nationalparken Cotopaxi, som også er navnet på verdens højeste aktive vulkan – 5.897 m.Cotopaxi var sidst i udbrud i 1940, hvor den udslettede en by med 20.000 indbyggere. Der er en frygt for, at den vil gå i udbrud igen og grundet den megen is og varme er der allerede lavet dybe kløfter, som peger direkte mod Quito og så drejer det sig altså denne gang om 2 millioner mennesker.

Cotopaxi National Park.

Få dage om året kan man være heldige at se Cotopaxi i sin fulde pragt, men oftest er vulkanen omgivet af skyer og tåge. Fra min sidste tur hertil, kan jeg fremvise et foto, hvor vi kan se ca. ¼ del af vulkanen – men den er der da.

Vi parkerer og kigger indenfor i besøgscenteret, hvor der er forskellige udstillinger og plancher over området – og vi ser også en mølædt udgave af den flotte Kondor – ja, ikke alle kan jo prale af at have set den LIVE.

Der er også mulighed for en lille gåtur i området – vi befinder os i 3800 m’s højde, så det er ikke alle som har lyst og luft – og så har vi jo heldigvis Claudio og bussen.

Efter gåturen i flora og fauna, sætter vi kurs mod Cotopaxi – bare navnet fylder mig med glæde – og udsigten gør bestemt ikke oplevelsen dårligere. Cotopaxi betyder ”månens hals” – når det er fuldmåne, ser det ofte ud som om at månen hviler på vulkanen.

Nu er der skyer – neeeej, nu er det næsten skyfrit, nej nu… nu… NUUU… Claudio har en engels tålmodighed og kører og holder, alt efter vores ønsker – og der bliver taget billeder – MANGE billeder.

Det giver appetit at være fotograf, så nu er det tid til frokost. Midt ude i ”ingenting”, er der blevet bygget en restaurant ”Tambopaxi” i 3.750 m’s højde med kæmpe panorama-vinduer.Her indtager vi vores frokost – mens vi samtidig holder øje med Cotopaxi – og skyerne.. Med mellemrum viser vulkanen sig fra sine bedste sider – så vi løber til og fra maden. Det lykkedes at få et flot billede af Cotopaxi – næsten uden skyer.

Restauranten i 3.750 m – ”Tambopaxi”.

Anders – en ung teenager i vores gruppe, bekendtgør at han efterhånden er ved at være træt af alle vores stop og fotografering af dén vulkan – samme vulkan er jo på alle vore 300 flasker vand i bussen.

Til sidst har alle fået det rigtige billede af Cotopaxi i kameraet, så vi sætter kurs mod Quito – en bustur på ca. 3 timer – med alle de obligatoriske pauser indlagt.Dog må vi gøre endnu et stop – for der, flot og majestætisk ser vi Cotopaxi endnu engang – virkelig indbegrebet af en ”rigtig” sneklædt vulkan.

Juan Carlos når lige at fortælle, at i august måned kan man være heldige at se et rigtigt ”Vulcano-view” , med alle 3 vulkaner: Cotopaxi 5.897 m, Antisana 5.705 m og Cayambe 5.790 m på samme tid, - da netop dette view viser sig for os - i juli måned. Kan vi være mere heldige?SIKKE ET SYN.

Cotopaxi – verdens højeste aktive vulkan.

Efter denne oplevelse, er det svært at ramme jorden igen, men omsider sætter vi kurs mod vores Hotel Patio Andaluz, hvor vi også boede den første nat i Quito.Der bliver udleveret ”drinks-billetter” – og mens vi venter på vores opmagasinerede bagage på hotellet, nyder vi vores drinks i gårdhaven.

Hele gruppen er dybt begejstrede for højlandet – og det er selvom ingen kan skjule, at det er Galapagos, som jo egentlig er ”målet”. Vinni og Juan Carlos har virkelig formået, at gøre denne del af turen til en helt exceptionel oplevelse – og virkelig holdt fokus på, at Ecuador har masser at tilbyde.

Denne aften er der fælles spisning i restauranten for dem som har lyst – og ellers er der ”pakning” for turen til Galapagos – vi skal allerede op kl. 5.30 – så de store natlige udskejelser bliver det ikke til.

Kondor under himlen og vulkan i horisonten

Vi blev allerede vækket kl. 5.30 – og desværre op til en morgen, grå og regnfuld. Grunden til denne tidlige vækning er, at denne tur har været udbudt på Ornitologisk Forenings hjemmeside – og derfor har Vinni fået arrangeret en lille ”surprise” – nemlig en morgen-fugle-tur med Marcello, en ung fugle-ekspert, som gav os en fantastisk morgentur – omend vi dog ikke så så mange fugle.

På fugletur med Marcello.

Tilbage på hotellet igen er der morgenmad inden afgang – og de allerhurtigste når også endnu en tur i badene - hellere ren end mæt. Efterhånden som dagen skrider frem, stopper regnen og solen kigger frem – Vinni byder på en lokal likør – som hvis ikke solen gør, så giver likøren i hvert fald varmen.

Vi har kurs mod Antisana – den smukke sneklædte vulkan på 5.705 m, men undervejs er der masser af muligheder for at se spændende fugle og derfor har vi fortsat den glæde at have følgeskab af Marcello. Vi er ikke mere end lige kommet indenfor i Nationalparken, før én i gruppen får øje på en stor mørk fugl?

Jublen vil ingen ende tage, da Marcello kan fortælle at det er Kondoren – verdens største fugl med et vingefang på over 3 m og som absolut efterhånden ikke er enhver forundt at opleve. Som om det ikke er nok, følger yderligere 4 eksemplarer af racen og i flere minutter kan vi bare stå og følge denne fantastiske fugle-opvisning i pragtfuld natur.Også et par - ifølge Marcello (meget sjældne) falke, gør os selskab – så vi er helt høje, da vi igen kan sætte os ind i bussen og fortsætte turen.

Antisana 5.705 m.

Antisana venter på os – fri for skyer og flottere end nogensinde før, som Vinni udtrykker sig.Vi har mulighed for at gå rundt i området, men det er koldt og blæser en hel del, alligevel vælger de fleste af os at indtage vores medbragte lunchbox udendørs – flottere udsigt kan vi vidst ikke ønske sig.

Den lille Andes hjort.

Eftermiddagen byder på 3 timers buskørsel og som om vi ikke allerede har været mere end heldige, så ser vi pludselig 2 af de meget sjældne Andes hjorte – sikke en tur.

Mørket er ved at indfinde sig, da vi når frem til aftenens Hacienda ” La Cienega”- endnu et fascinerende og meget gammelt hotel. Hacienda’en er hjemsøgt af spøgelser – en historie, som vi vil få fortalt inden aftensmaden. Da vi mødes for at spise, joker jeg med at spøgelserne vidst har indlogeret sig sammen med mig i værelse nr. 10 – da jeg flere gange har oplevet at lyset tændte og slukkede mens jeg var i bad.

Hacienda – ”La Cienega”.

Juan Carlos fortæller historien, om Hacienda’en som tilbage i 1600-tallet har haft en del slaver til at arbejde her på stedet. Grundet det hårde arbejde som de udførte resulterede ofte i, at mange af dem døde. Det er disse slaver, som spøger her den dag i dag.

”Specielt værelse 10 er hårdt ramt – Hvem bor i værelse nr. 10?”

”Omkring kl. 03.00 i nat Dorthe er det, hvor du vil kunne se eller mærke om de er i dit værelse”.
Godt så. Igen kunne vi vælge mellem fugl, fisk, kød – og dejligt selskab.

Over 3.800 meter og til Amazonas

Vågner frisk og veludhvilet allerede kl. 5.30 - kan stadig mærke lidt varme fra varmedunken, som var blevet lagt under dynen i aftes inden sengetid.

En tur i den skønne have inden morgenmad – her kan man virkelig tale om ”sjælefred”. Morgenmaden bliver serveret i en helt anden del af Hersiendaen end hvor vi tidligere har været. En stor kamin er tændt – og det giver et helt gib i os alle hver gang tjeneren smider yderligere væske på ”bålet” og flammerne springer op efter ham – men heldigvis sker der intet. Til morgenmad kan vi vælge mellem flere lækkerier, masser af frisk frugt, brød og forskellige former for æg – nuvel, det tager tid at frembringe – men til gengæld er menuen virkelig værd at vente på.

Morgenstund i Ecuador.

Så er det tid til afgang – Vinni må næsten skubbe os ind i bussen ”Steder vi ikke vil væk fra”.

Dagen tegner til at blive solrig og en naturoplevelse af de helt store. Vi skal nemlig ud at køre i tog – i åben vogn i toget "Chaski Antawa” Det er nærmest et lille lokomotiv med en enkelt vogn og plads til 20 passagerer. Turen er på 26 km og går fra Ibarra til Salina – med flot udsigt til Andesbjergene. Projektet med togturen er et ønske fra lokalsamfundet, som har givet ekstra arbejdspladser samt forbedringer for byen – og Klein Tours har været med til at finansiere det og er eneste selskab, som har gæster med. Vi mærker tydeligt den store glæde for projektet, da vi udelukkende bliver mødt af smilende og vinkende folk.

Togtur ”Chaski Antawa”.

En dejlig tur – igennem 3 plateauer, med flotte udsigter, stejle grøfter, broer og tunneler. Vi ser et rigt fugleliv, bla. gribbe, falke og hejrer.

Midtvejs gør toget holdt, og mens vi fotograferer, arrangerer vores team en lille ”surprise” i form af picnic med kold champagne, friske jordbær, ost, oliven og snacks – og togets radio spiller sød musik – en super dejlig oplevelse.

Modtaget med fuld musik.

Sidste del af turen, går igennem sukkerrørsplantager – og gennem gamle bomuldsfabrikker. Vi passerer også byens gamle togstation, som kaldes ”Det hvide blads land” – bladene fra træerne blev tidligere brugt som toiletpapir pga. deres bløde overflade.

Efter 2½ time ankommer vi til byen Salina, hvor vi bliver modtaget af et drengeband for fuld musik – sikke en velkomst. Vi bliver fuldstændig grebet af stemningen – og må simpelthen danse til deres musik – også dette er med i projektet for at trække gæster til byen. Indenfor på stationen er der en lille forfriskning – og her sidder fnisende skolepiger ved små boder og sælger kreative ting, som de selv har lavet, armbånd, brevpapir, snacks og lignende – og selvfølgelig køber vi alle lidt med hjem.

En kort tur gennem en særdeles velholdt by, flot malede facader på husene og altankasser med blomster.Restauranten er helt ny og flot – uden at være prangende – og også her har skolepiger fået fri til at lave lækker frokost til os – igen en del af byens projekt. Dejlig mad – og frisk frugt til dessert. Mens vi nyder maden kommer 4 piger ind i fine dragter og danser nogle lokale danse for os.

Vi er både godt forsynet og underholdt – og det er vidst også godt, for nu venter der en lang køretur, hvor vi først skal tilbage til Otavalo, videre til Quito og derefter mod nordøst til Papallecta.

Vi holder nogle pauser undervejs, både til at tanke cola og chokolade, men også til at komme af med det igen. Vinni fortæller undervejs om Ecuador, landets historie og Carrea – præsidenten som har gjort en fantastisk indsats for landet – og selvom jeg bestemt ikke er til politik, bliver jeg alligevel fascineret af hendes fortælling.

Vi runder de 3.800 m’s højde, for at køre ned igen til 3.600 m, hvor vores hotel ligger – både byen, søen og hotellet hedder det samme ”Papallacta” – de varme bade.

Her bliver vi indlogeret i de sødeste bambushytter – og lige udenfor døren er de varme bade. Hurtigt i badetøjet og i de varme bassiner. Det kan ikke beskrives – det skal opleves. Det er en fascinerende oplevelse at ligge her i det varme vand - i mørket og med Andesbjergene i baggrunden.

De varme bade – Papallacta.

Efter 1-1½ time er vi alle mere eller mindre opløste – og efter omklædning, trækker vi mod restauranten. Vinni har bestilt et langt fælles bord og så kan vi slutte os til selskabet, efterhånden som sulten melder sig. En noget forvirret og stresset tjener formår alligevel at servere en dejlig suppe. Hovedretten er, som alle tidligere dage et valg mellem fisk, kylling eller bøf – jeg vælger fisk, som i dag er ørred og det smager himmelsk. Desserten er ”speciel for you” og består af en lokal frugt – Babaco. Den smager som en blanding af æble, jordbær, papaya og ananas – hmmm…

Det har været en laaaang dag, med masser af indtryk, så folk finder tidligt deres senge. Jeg sætter mig udenfor min hytte, med et glas rødvin og lytter til den stille rislen i badene - hvor er her smukt – og stille...