Fernandina, Isabella og over Ækvator

Frisk og veludhvilet – og dejlig morgenmad, som i dag står på omelet, bacon og friskpresset juice. Solen er også stået op – og i vandet ud for båden leger 2 unge søløver. Hvor kan man hurtig blive afhængig af at starte dagen på denne måde.

Fernandina
Fernandina er den vestligste af alle øerne, meget ren og utrolig flot. Lava klipper og dejlig blød sandstrand. Noget af det første vi ser, er det store flotte hvalskelet, som virkelig tager sig flot ud på de mørke klipper.Vi går en tur på øen og ser hundredvis af havleguaner, som ligger og solbader på de varme klipper. Havleguanerne lever et meget risikofyldt liv, idet de hver dag skal have føde i form af alger i vandkanten, hvor de herved risikerer at blive skyllet i havet af de store bølger. Havleguanerne kan ikke varme sig selv op, så i vandet risikerer de af fryse ihjel – eller at blive spist af hajer. Selvom havleguaner svømmer udmærket, ser vi dem dog oftest i klumper på klipperne, hvor de forsøger at få deres kropstemperatur op igen.

Hvalskelet på Fernandina.

Endnu en regel på Galapagos er, at vi skal holde en afstand på 2 m til alle dyrene for ikke at stresse dem unødigt.Vi gør selvfølgelig vores for at overholde dette – men det virker ikke altid som at dyrene har samme regel overfor os - så oftest må vi springe til siden, når der pludselig kommer et firben pilende frem fra en sten. De store søløver viger heller ikke altid, fordi der kommer en gruppe turister tæt forbi, så flere gange må vi nærmest skræve over dem. På Fernandina ser vi også de små stolte Galapagospingviner i jakkesæt. De er kun omkring 35 cm høje og vejer et par kilo. Vi forbinder normalt pingviner med meget kolde egne, så dette er endnu et eksempel på hvordan dyrene har tilpasset sig livet her omkring.

Galápagospingviner.

Galapagosskarven.

Vi ser også den pudsige Galapagosskarv – som er den eneste skarv i verden som ikke kan flyve. Man kan godt forstå det, når man ser dens små stumper af vinger.Den lever det meste af tiden i vandet og dykker helt fantastisk.

Inden formiddags turen helt er slut, sidder vi i mangroven og nyder stilheden, mens vi bliver underholdt af de flotte røde Sally Lightfood krabber, som springer rundt på klipperne.Dette er virkelig balsam for sjælen – her er alle problemer blæst væk med vinden – og vi skal kun koncentrere os om at opleve og nyde.

Tilbage på båden er der inden frokost mulighed for enten at besøge kaptajnen på broen eller få en fremvisning i maskinrummet – sidstnævnte er et stort hit hos mændene i gruppen. Der bliver altid gjort meget ud af maden – hvert eneste måltid er der blevet kræset om. Se blot denne salat, som blev serveret i dag til frokost.

Salat a’ la Danilo.

Vi sejler en kort tur og efter middag når vi til Isabella – den største af øerne, også kaldet ”graffiti-øen”, hvor hvalfangere og pirater helt tilbage til 1800-tallet, har skrevet på klipperne.

Tid til at snorkle
Der bliver spændt liner ud omkring båden, så folk kan bade – men vandet er ret koldt uden våddragt. Nogle vælger at slappe lidt af på båden, mens vi andre tager med gummibåden, for at snorkle på dybt vand.

Vi har Hernan med ud, som spotter alle de spændende ting og er sød til at tage os i hånden og med hen hvor det sker. Også et par at maskinmestrene fra båden er med ude at snorkle – og ikke så meget pjat, de hopper i vandet med alt tøj og sko på - men hva’ det tørrer jo også igen. Det bliver endnu en fantastisk snorkeltur med masser af havskildpadder, søløver, fisk og sjældne, men meget farvestrålende søstjerner.

Tilbage på båden, et varmt bad og omklædning – og så af sted i gummibådene – det er hårdt at have ferie. Vi sejler rundt om øen og se både skarven, pingviner og masser af suler. Derefter går vi i land og tager de 130 trin op til toppen af øen. Undervejs må vi nærmest klatre over et par søløver, som ikke lader sig forstyrre af en flok højtsnakkende turister.

På vejen op er der udsigt til en flot turkisgrøn kratersø, så vi skyder skarpt med kameraerne. Helt oppe er der en storslået natur og vulkaner så langt øjet rækker. Vi nyder udsigten inden vi spurter ned igen – og møder på vejen den anden halvdel af vores gruppe, som først er på vej op. Vel nede igen har vi tid til at nyde solen og livet. I vandoverfladen ligger 2 havskildpadder og parrer sig – helt upåvirket af os.

Solnedgang over Galápagos.

Store hvalaften
I aften er det jo ”Store Hvalaften” – dvs. at vi skal være klar på dækket når vi begynder at sejle, for inden mørket falder på, er der muligheder for at se hvaler – vi er klar!!

Vi aner blås i horisonten og vores søde kaptajn er også opmærksom og vi kan mærke at han sejler i retningen af hvor der er blås – eller hvor vi peger og råber. Vi sejler lidt ”kryds-og tværs-sejling” – alt for gæsterne.

Vi er vildt begejstrede. Der er masser af hvaler – flere gange ser vi hele ryggen – og vi jubler højt hver gang. Det er Minke-hvaler, siger Alex (på dansk sildepisker - som er en vågehval).

Mørket falder på – og den flotteste solnedgang viser sig – hvor er det suverænt. Da vi ikke mener at kunne rumme mere, går vi indenfor og venter på aftensmaden – pludselig råber Hernan: ”SE – HVALHAJEN”!

Vi styrter alle sammen ud igen og op på øverste dæk – og i lyset fra båden, kommer den største fisk i verden svømmende helt tæt langs båden – 16 m og med et kæmpe gab…Vi er helt oppe at køre… det er det vildeste jeg – og de andre i gruppen har oplevet. Vi er total overvældede og snakker og råber i munden på hinanden. Det er noget forsinket, at vi endelig sætter os til bordet for at spise – og snakken fortsætter selvfølgelig omkring den store oplevelse vi lige har haft.

I nat har vi turens længste sejltur – nemlig 12 timer, hvorefter vi omkring kl. 07.00 være fremme ved turens sidste ø, nemlig Bartolomé.

Sejladsen er rolig, så der bliver hevet et karaoke-anlæg frem, så er der sang for dem, som har lyst og evner – eller mangel på samme. De fleste af sangene er på spansk, så det begrænser antal deltagere – men sjovt er det alligevel.

Kl. 21.00 krydser vi ækvator – og vi bliver alle inviteret op på broen til kaptajnen for at fotografere GPS’en når vi passerer linjen. (På sidste tur krydsede vi ækvatorlinjen 8 gange før alle havde fået ”billedet”)Her går det bedre, for det lykkedes allerede i første forsøg og efterfølgende får vi alle et diplom af Kong Neptun)

Vi krydser ækvator – for 8. gang.

Folk begynder at forlade selskabet for at gå til ro. Vores kaptajn er blevet afløst (- det håber jeg da i hvert fald) – for han kommer indenfor og begynder at snakke. Alle er bare så søde og venlige – og man føler virkelig at de nyder deres job og at forkæle os, uden at det er påtaget – det kommer virkelig fra hjertet.